I dag tager vi hul på del 2 af Sundby Boldklubs historie.
Det kommende afsnit vil gå i dybden med Besættelsestidens indflydelse på klubben, og hvordan det medførte usikre forhold i klubben, samt de efterfølgende år op til 70´erne.
Usikre- Og Besættelsestiden (1942 - 1970)
I en tid præget af usikkerhed og udfordringer blev normaliteten sat på pause. Sportslige aktiviteter, klublivet og sociale relationer blev afbrudt af ukendt varighed. Flere ledere og spillere der også var aktive i arbejder- og fagbevægelsen, trådte frem og engagerede sig aktivt i modstandsbevægelsen og illegalt arbejde. Dette førte til, at flere medlemmer levede under falske identiteter, flyttede fra skjulested til skjulested, blev tvunget til at gå under jorden eller krydse Øresund for at undslippe forfølgelse. De Sundby-medlemmer der valgte denne farlige retning, var kendetegnet ved deres personlige integritet, mod og ubetingede loyalitet. Her sat man sit eget liv på spil for andres i Danmarks frihedskamp og tilføjede dermed klubhistorien et ærefuldt kapitel.
På trods af sportslig aktivitet næsten ophørte i årene 1942-43, benyttede Boldklubben Sundby og et andet lokalt fodboldhold IK Olympus, denne tid til at fusionere sig sammen under navnet Sundby Boldklub i 1945. Man sagde samtidig farvel til DAI og blev medlemmer af Københavns Boldspil Union under Dansk boldspil Union (DBU). Den nye klub begyndte i KBU´s B-række med det bedste hold, hvor man arbejdede sig op til A-rækken og senere hen mellemrækken. Her var man konstant på tippet til at rykke op, men endte som evige to´ere. Martin Nielsen der på dette tidspunkt var klubbens formand og Jens Jensen ansvarlige for ungdomsafdelingen, spillede en afgørende rolle. Der blev skabt intern struktur og defineret hvilke målsætninger klubben havde.
Med hjælp fra dygtige trænere som Svend Aage Nielsen, Willy Ohlsen og Børge Mørck, blev Sundby Boldklub Københavns største klub med både medlemstal og sportslig styrke. Dette blev bemærket og respekteret af andre store klubber såsom KB, FREM, AB, B1903 og B93.
Det store højdepunkt for klubben kom dog mellem 1956-60, hvor seniorafdelingen nærmede sig ungdommen og klubben blomstrede på alle parametre. Det førte til 1. holdets oprykning til KBU´s bedste række, Københavnerserien, hvor man i 1957 afsluttede sæsonen på en fornem 2.plads.
Desværre blev klubben tvunget tilbage til mellemrækken efter to succesrige sæsoner, hvor opløsningsproblemer og en truende kollektiv depression satte ind. Klubben der tidligere havde oplevet en sportslige opblomstring, blev ramt af intern uro og egoisme. Det der blev kendt som ”de glade 60´ere” for resten af samfundet, stod i kontrast til den smertefulde sportslig nedtur for Sundby Boldklub. Nedturen spredte sig fra senior- til ungdomsafdelingen, hvor klubben befandt sig i en krise, mange år før flygtningekrisen fik en anden betydning. Bestyrelsesmedlemmer forsvandt og kassererne havde tømt kassen. Klubben sluttede til sidst i mellemrækken to sæsoner i træk, men blev mirakuløst reddet fra total ødelæggelse takket være ændringer i op- og nedrykningsreglerne fra KBU. Her var situationen lige så alvorlig med manglende motivation og glæde blandt spillerne, der medførte en stigende udmeldelsesrate. De største talenter forlod klubben, og Sundby Boldklub stod nu over for en enorm udfordring.
