Menu

U11 skyder sæsonen i gang med 7 træningspas på 48 timer.

image
Kim Grummesgaard (Michael Jensen)
13. august 2024 kl. 18:10
Det unge talenthold (årgang 2014) skød i weekenden sæsonen i gang med en opstarts-træningsweekend i hjemlige omgivelser.

Holdet mødte ind fredag eftermiddag kl 16 i klubhuset til en weekend bestående af træning, hygge og relations-dannelse. Her samlede vi 14 af 17 drenge på holdet, samt vores 4 trænere. 

Drengene startede med en let omgang aftensmad for senere på aftenen at påbegynde den første af 7 træningspas denne weekend. Der var lagt op til en hård og effektiv træning, hvor fokus var på at få drengene i omdrejninger efter en lang og velfortjent ferie. Derefter stod den på fri leg og drengene kom tilpas sent i seng, som det hører sig til på sådan en træningsweekend med holdkammeraterne.

Lørdagen bød på 3 træningspas, en masse lækker mad og OL-hygge på storskærm. Hele weekenden fik vi leveret mad fra forældre, som stod klar i kulissen til at støtte op om holdet.

Søndag gentog vi succesen fra om lørdagen og endnu en gang blev drengene udsat for 3 træningspas. 
Weekenden blev desuden brugt til at forberede drengene på længere ture væk fra familien og de vante omgivelser på Kløvermarken. Derfor var det også planlagt at lave den første reelle tur væk fra mor og far, så tæt på som muligt, i tilfælde af, at drengene skulle få hjemve. Alle drengene klarede dog hele weekenden uden problemer, og de nu 9-10-årige drenge er klar til næste tur væk fra forældrene.

Fra trænerteamet skal der lyde en kæmpe tak til drengene - og en ligeså stor tak til forældrene for at bringe mad, is, kage og slik mm.

Holdet trænede i øvrigt igen mandag aften, hvor den stod på let træning og hygge ved både akademi- og aftentræningen, nogle af drengene var dog ramt af ømme ben og trætte fødder. 

Drengene har første kamp i sæsonen lørdag den 17. August kl 10.00 i Valby Idrætspark, hvor de møder Frem. 

Næste længere tur "udenbys" bliver i efterårsferien, hvor drengene fra den 11.- den14. oktober deltager i en turnering i Esbjerg. 

Kender du en dygtig og træningsparat 9-10-årig dreng (eller pige) fra årgang 2014, og synes du ovenstående lyder spændende, så send dem gerne i retning af cheftræner Serdil Koyuncu eller assistent Kim Grummesgaard - sammen kan vi så aftale en prøvetræningsperiode

Luk